Skovshoved Havbad

Skovshoved Havbad var i den forbindelse midlertidigt lukket hen over pinsen. På baggrund af daglige badevandsprøver, som alle viste god badevandskvalitet, blev havbadet efterfølgende genåbnet. Prøverne viste også god badevandskvalitet i en periode, hvor der var overløb fra ledningen – herunder i forbindelse med det kontrollerede overløb, der blev gennemført som led i dykkerundersøgelsen.
Risikovurdering
Novafos’ rådgiver har nu sat spørgsmålstegn ved, om en reparation af ledningen 500 meter fra land potentielt kan ændre belastningen af ledningen og dermed skabe risiko for nye utætheder længere inde mod kysten. Hvis der opstår utætheder tættere på land, kan det øge risikoen for påvirkning af badevandskvaliteten ved Skovshoved Havbad og eventuelt andre nærliggende badesteder.
Gentofte Kommune har derfor bedt Novafos om en vurdering af, om reparation af utætheden kan øge risikoen for nye utætheder tættere på land – og vi afventer pt. Novafos’ denne risikovurdering, før der tages stilling til det videre forløb.
Ny indberetning tættere på kysten
Spørgsmålet om risikoen ved reparationen er blevet aktualiseret af, at der tirsdag den 9. juni er blevet indrapporteret en mistanke om et nyt hul tættere på kysten, end den kendte utæthed 500 meter fra land.
Indberetningen bygger på observationer af brunt vand og måger cirka 150-200 meter fra land, og Novafos arbejder på hurtigst muligt at få dykkere ud for igen at undersøge ledningen.
Ud fra et forsigtighedsprincip er der rødt flag ved Skovshoved Havbad, selvom mistanken endnu ikke er be- eller afkræftet. Der vil være rødt flag indtil undersøgelserne er gennemført, og kommunen har haft mulighed for at tage stilling til resultaterne.
Kommunen følger situationen og Novafos’ arbejde med at afklare forholdene tæt og er i løbende dialog med Novafos om både den kendte utæthed, den nye indberetning og de undersøgelser, der skal danne grundlag for den videre vurdering.
Mere information
Kommunen arbejder pt. på at samle svar på de hyppigst stillede spørgsmål ifm. udløbsledningen på kommunens hjemmeside og vil informere løbende, så snart der er nyt.
Der tages fortsat prøver af badevandet ved Skovshoved Havbad på daglig basis.
Badevandskvaliteten kan følges via Badevandsudsigten, badevandsappen og de digitale badevandsskilte.
Reparation af udløbsledning ved Skovshoved afventer risikovurdering - Gentofte Kommune